2 dage uden nævneværdige drab ...

Dag 2 uden kaffe er næsten gået og jeg kan konstatere at jeg heller ikke i dag får brug for mine (Peters, faktisk) pamoler.

Som vanesag savnede jeg atter en kop kaffe om morgenen, hvor kroppen småsurmulende måtte nøjes med en kop te og ligeledes stædigt surmulende måtte konstatere at te var godt nok.

På arbejdet måtte jeg tage en varm kop kakao efter cykeltur i det kolde. Mmm, det gjorde godt. Og kvikkede op næsten som kaffe (og der er muligvis også lidt koffein i kakao? Men forsvindende lidt i forhold til kaffen, regner jeg med – nogen må evt. gerne korrigere eller belære mig med fakta).

Ellers gik dagen med te og en konstatering af at min lille tekande på arbejdet har været “glemt” i nogle måneder, og det krævede rigeligt med iblødsætning i kogt vand og forhåbentlig bakteriedrævende kalkfjerner at rense den. Tekanden bliver dog hurtig kold uden en hætte, så jeg har endelig fundet på en måde at udnytte den store bamse jeg har liggende på arbejdet, som jeg mangler at tage med hjem – den fungerer nu som tevarmer, med tekande mellem sine pelsbeklædte ben.

Jeg kunne mærke trætheden snige sig på her til aften efter en god portion mad. Manglede pludselig min kaffe igen og var blevet te-træt (hvis jeg så tog en tepause, ville det så hedde en tetræte?). Og lækkersulten. Jeg fandt ved et tilfælde ud af at moden most banan og peanutbutter smagte godt sammen og hvis man kun brugte en halv banan til dette, kan den anden halve passende bruges til at udvide banan-peanutbutter-eksperimentet med is og flødeskum og chokoladesauce. Og en varm kop te med choko- og chilismag i eksperimentets navn. Mmmm … nu savner jeg ikke min kaffe længere!

(ok, så trætheden melder sig fortsat … men måske det er et godt tegn, når man får for lidt søvn, og måske er det bedre at give efter, frem for at bedøve trætheden med trylledrik?).