Livsstil-udfordring 1: Ingen kaffe

At man kan blive afhængig af kaffe er efterhånden veldokumenteret. Jeg vil i denne uge udfordre mig selv til at droppe kaffe og give afhængigheden et reality-tjek. Jeg vil samtidig notere hvordan manglen på kaffe påvirker mig i både den positive og den negative - og sågar også den midt i mellem neutrale - retning! Følg med her og hop gerne med på vognen.

Men hun smiler da ...

I næste uge, dvs. uge 4, tager jeg udfordring op med ingen kaffe i løbet af en hel uge, dvs. fra mandag d. 20. til og med søndag d. 26.

Måske ikke videre opfindsomt, men et sted skal man jo starte og de første indlæg herinde vil nok være ment som prøveklud for den kommende udvikling. Derudover er målet ikke nødvendigvis opfindsomhed, men små udfordringer til livsstils-ændringer, der måske eller måske ikke kan have stor effekt. En eksperimenterende leg og afprøvning af teorier på egen krop (du er også velkommen til at lægge krop til!).

Hvorfor ingen kaffe?
Personligt synes jeg at mit kaffeforbrug på det seneste er steget og jeg føler mig for afhængig af kaffen. Jeg bryder mig ikke ret meget om afhængighed, og derfor vil jeg undersøge hvor slemt det egentlig står til. Hvor svært vil det være at klare en uge uden denne magiske trylledrik?

Forventninger
Jeg mistænker at morgenkaffen bliver den sværeste at undvære og tænker også at jeg nok kommer til at savne mine 5-6 daglige kopper kaffe fra automaten på arbejdet. Hvad skal jeg nu overspringshandle med, når jeg stirrer tomt på skærmen og diverse sociale netværk er tjekket, og jeg liiiiige skal have den der kop kaffe til at markering af at NU går jeg i gang (uanset om det så er sandt eller ej).

Det må blive te … eller kakao … eller et glas vand. Jeg bilder mig ind at det nok skal gå.

Og hvad så når jeg går kold i løbet af eftermiddagen og der stadig er aftensmad der skal ordnes, børn der skal puttes, madpakker der skal smøres og ego-tiden, der stædigt skal nydes inden man endelig tvinger sig i seng? Vil jeg overhovedet komme levende igennem ugen? Måske vil jeg få bedre søvn, fordi jeg dratter udmattet om, frem for at holde den kørende til klokken alt for sent og derefter tvinge mig tidligt op igen, lappet sammen af en kop kaffe eller to.

Jeg opdaterer i løbet af ugen og laver en opsummering når ugen er omme.

Vil du være med på udfordringen nul kaffe i næste uge? Så er du velkommen til at smide dine kommentarer under indlægget her.

About lenka (35 Articles)
I virkeligheden Lenka & Lenka, men da vi deler krop og overego, fremstår vi ofte som blot: Lenka. Tester udfordring.dk med egne udfordringer de kommende uger.

2 Comments on Livsstil-udfordring 1: Ingen kaffe

  1. Den udfordring er lidt for nem for mig, da jeg har lagt min afhængighed bag mig. Har ikke, ihvertfald efter jeg flyttede hjemmefra, haft behov for morgenkaffe, og jeg laver kun kaffe hjemme når jeg får (u)ventede gæster.

    Kaffeafhængighed (af)hænger, som du selv er inde på, meget sammen med de stride strømme den sorte trylledrik flyder i, på de danske arbejdspladser, og da jeg pt. er uden for arbejdsmarkedet, er det let for mig at undvære kaffen. Jeg har så ikke overspringshandlinger nok, specielt ikke nogle der inkluderer fysisk aktivitet (hen til maskinen og tebaws igen), og det skaber så andre problemer.

    Kaffe-abstinenser er, primært, hovedpine, men den kan klares med andre ting i medikament-arsenalet.

    Held og lykke med udfordringen, som jeg også tager op – men det er mest fordi en kop kaffe købt i en kiosk koster ca. 25 kr.

    • Hej Kim,

      Herligt at høre – altså at du ikke har behov for denne! Jeg er lidt spændt på selv, hvor stor min afhængighed egentlig er. Både en mentale – dvs. vansesagen – og den fysiske afhængighed af koffeinen. Jeg er nemlig lidt i tvivl om jeg nu vitterlig er det, eller om det blot er en vanesag. Jeg har hørt hørt om den der hovedpine, men endnu ikke selv oplevet den, hvis jeg en dag forsøget at springe kaffe over. Det har primært været i en weekend, for som du netop siger, så er flyder kaffen lidt for nemt på en arbejdsplads.

      Jeg opdaterer i løbet af ugen. Og så håber jeg at du vil kunne være med på en anden udfordring her senere hen!

Leave a comment

Your email address will not be published.


*