Økonomiudfordring, uge 2: en umulig opgave

At overholde max-grænsen i denne uge er ikke teknisk muligt. Til gengæld giver det stadig god mening at notere alle udgifterne fortsat, for at lære at være mere bevidst om hvad pengene ryger til - selvom der kommer uforudsete udgifter i ugen, burde det netop kunne forudsiges, at disse udgifter trods alt kommer før eller siden i løbet af året, og skal medregnes i planlægningen.

Hvis man ikke er bevidst om de ting man køber, kan ens udgifter godt føles som ovenstående regnstykke. Derfor er det godt at lære at blive bevidst om sine udgifter ved at skrive dem ned - også selvom man ikke umiddelbart kan overholde en striks max-grænse.

I denne uge ville jeg fortsætte jeg økonomi-udfordringen fra forrige uge: at skrive alle udgifter ned, og holde mig for max 500 kr.

I sidste uge gik det strygende. Jeg brugte for i alt 315 kr. De 185 kr der blev til overs, har jeg overført til denne uge, da jeg vidste at det ville blive skrabet, da jeg skulle lave ugens storindkøb (i sidste uge havde jeg snydt lidt, og nået at fylde depoterne søndagen før). Altså max var 685 kr i denne uge.

Jeg havde planlagt storindkøb til hele ugen (og lidt udover) i dag og havde skrevet indkøbsliste med ca.-beløb og udregnede den forventede udgift til ca. 325 kr. Men selvom jeg faktisk har holdt mig til listen med enkelte justeringer og mangler (fordi der ikke var alt hvad jeg skulle bruge i Netto) og det løb op på 307 kr, så kan jeg allerede se når jeg tæller forventet forbrug sammen, at jeg ikke kommer til at klare at holde mig inden for udfordringens max-beløb i denne uge.

Derfor kan det ikke lade sig gøre

Det er simpelt hen en umulig opgave at holde sig indenfor de 685 kr i denne uge, selv hvis jeg ikke behøvede at supplere med mere mad. Fordi:

  1. Jeg skal til Helsingør på onsdag og dagen efter med ungerne over og besøge min mor. Da jeg hverken kan cykle til Helsingør eller cykle med ungerne de 13 km t/r til min mor, må jeg tage tog/bus. Og jeg kan se at jeg ikke har klip nok på klippekortet og skal købe et nyt. Forventet udgift: 200 kr (gult klippekort)
  2. Min datter skal frisør på torsdag. Forventet udgift: op til 259 kr
  3. Jeg har netop opdaget at min cykel er flad! Min cykel er grunden til at jeg ikke bruger en hulens masse penge på transport til dagligt. Der er ikke andet at gøre end at tage den til cykelhandleren first thing i morgen. Jeg har heldigvis en god en lige ved mit arbejde, så jeg afleverer den om morgenen og kan cykle hjem om eftermiddagen. Forventet udgift: 100 kr
  4. Ungerne skal have lommepenge. Forventet udgift: 90 kr

Altså i alt en allerede øremærket ekstraudgift på ca 650 kr og inkl madudgifterne er jeg nu oppe på knap 1000 kr. Pokkers!

Træn din bevidsthed – tag skyklapperne af

Men jeg synes egentlig at det er fair nok. Det er udgifter som bare skal betales. Jeg har trukket frisørbesøget længe, jeg prioriterer at komme ud til mine aftaler og cyklen sparer mig trods alt penge på sigt. Man kunne måske argumentere for at lommepengene skulle være en del af de faste udgifter og derfor ikke høre med til budgettet her, men det ville stadig løbe over.

I hvert fald – jeg synes at det er langt vigtigere at være sig disse udgifter bevidst og ikke tage skyklapper på, mens jeg bilder mig ind hvor lidt jeg kan leve for. Visse uger kan jeg ja (især hvis jeg prøver), men der kommer altid disse ekstra “uforudsete” ting. De er uforudsete for ugen, men så alligevel ikke helt overordnet set. Der burde netop være plads til dem i budgettet, fordi de ER uundværlige. Og netop derfor mener jeg at den vigtigste del af udfordringen er at skrive alt ned – for netop at blive bevidst om sine udgifter og alle disse ekstra ting som kan løbe op, især de uundværlige.

Jeg har før været typen der tog skyklapper på mht. økonomi. Og på en eller anden måde “gik det da” også altid til sidst. Til gengæld har jeg for første gang i mit liv en opsparing i stedet for at skylde penge væk og leve af kreditten fra d. 3. i måneden54. Min pointe er også, at når man er mere bevidst om sine faktiske udgifter og hvad man bruger pengene på, så kan man bedre justere eller planlægge damage control i god tid, frem for at leve med røven i vandskorpen (og hvad er der så i vejen med det, mener den anden Lenka? Men hun får ikke taletid lige nu. Hun får taletid når udfordringen lyder “lev i nuet og slip din indre kontrol-freak!”).

Man kunne selvfølgelig også bare tjene nogle flere penge på noget man elsker at lave og ikke bekymre sig om hverken dårlig livskvalitet, manglende tid eller penge. Men der er jeg bare ikke helt endnu.

Dagens bonus-detaljer for de nysgerrige

For dem der skal have det hele med, her er dagens indkøb til resten af ugen (manglede toastbrød af den slags jeg ville have – og der er afrundet til nærmeste halve):

(mejeri)
Græsk yoghurt = 26,50 kr
Øko minimælk x 2 = 17 kr
Øko sødmælk (til risengrød) = 10 kr (shit, anede ikke at den kostede så meget!)
Gær x2 (skal bruges til bl.a. flute) = 2 kr
Øko smør (ville have købt den billige, men den var udsolgt – ufrivilligt økooffer) = 17 kr
Skrabeæg (hah!) = 20 kr
Havarti = 21 kr

(kød og pålæg)
Fersk kylling 1600 g (nok til 2-3 maddage: hel kylling i ovn + fyld til pita + suppe på skrog) = 58 kr
Kødpølse = 13 kr
Hamburgerryg = 10,50 kr
Chorizo = 10 kr

Frugt og grønt
1,5 kg æbler = 10 kr
2 agurker = 14 kr
2 appelsiner = 5,50 kr
2 bananer = 4 kr

Brød
Rugbrød = 5,50 kr
Pitabrød (til pita m. kylling) = 6 kr
Knækbrød = 10 kr

Andet
Kattegrus = 49 kr

About lenka (35 Articles)
I virkeligheden Lenka & Lenka, men da vi deler krop og overego, fremstår vi ofte som blot: Lenka. Tester udfordring.dk med egne udfordringer de kommende uger.

2 Comments on Økonomiudfordring, uge 2: en umulig opgave

  1. I denne uge er opgaven HELT umulig for mig, to fødselsdage og tilmelding til korsang, til gengæld var jeg så heldig at finde rugbrød til en flad daler i Føtex \o/

    • Føtex har da også svaret på alle ens bønner … men selvom vi ikke kan komme under grænsen denne gang, så er en stor del af opgaven jo også bare det at få noteret ens udgifter.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*


%d bloggers like this: