Økonomi-udfordring: loft på forbrugsfest

I denne uge skal der fokus på hvad der egentlig når at ryge ned i kurven på en uges penge, både fysisk og online. Jeg har sat en max-grænse på 500 kr for ugen, med eneste undtagelse den bryllupsgave jeg skal købe til på lørdag.

Ugens bryllupsgave tæller ikke med i ugens max 500 kr ... brudeparret skal ikke lide under mine eksperimenterende påfund.

Det er ingen hemmelighed at jeg er gået ned på deltid for et par uger siden, og derfor er det oplagt at få lidt fokus på forbruget. Udfordringen i denne uge vil derfor være af økonomisk karakter:

  1. Notér alt hvad du køber i denne uge. Det gælder både online og i fysiske butikker.
  2. Kan du holde dig inden for en max-grænse, som du sætter i starten af ugen?

Min max-grænse for ugen er 500 kr – for mig og 2 stks børn den første halvdel af ugen.

Det er meget forskelligt hvad der vil være realistisk og hvad der vil være udfordrende for den enkelte, derfor synes jeg selv man skal sætte sin grænse i ugens udfordring. Og evt. nøjes med første halvdel af udfordringen for denne gang, nemlig at notere forbruget, for at få en bedre fornemmelse af hvor meget der egentlig bruges.

Min udfordring

Jeg vil skrive alt mit forbrug ned og som bonus vil jeg forsøge at holde mig under 500 kr. De normale udgifter løber for mig op på omtrent 700-1000 kr om ugen, alt afhængigt af om jeg har børnene hjemme hos mig, om jeg får tilmeldt mig et arrangement eller tager ud til aftaler eller en tur i byen og om jeg kommer til at impulsshoppe. Derfor tænker jeg at 500 kr kan være lidt udfordrende, men stadig ikke urealistisk.

Jeg skal til bryllup på lørdag og har endnu ikke købt gaven. Denne synes jeg dog ikke skal tælle med i udfordringens max 500 kr, da brudeparret ikke skal lide under mine eksperimenterende påfund. Transporten til Malmö, hvor brylluppet skal holdes, samt andre udgifter i den forbindelse, må derimod tælle med. Det er en del af “at komme ud til arrangementer”.

Jeg har en del i køleskabet til at det burde være muligt at klare sig med få indkøb, men jeg synes ofte at jeg bliver overrasket over hvor hurtigt “små indkøb” løber op. Jeg forsøger så vidt muligt at lave madplan for de dage ungerne er her, og køber gerne stort ind (så stort som min cykel nu kan bære … ), men jeg ender alligevel altid med at mangle ting i løbet af ugen, til madpakke og tilbehør og diverse vi bare løber tør for.

Vil du være med?

Hvis du vil være med på udfordringen, så find en rimelig max-grænse, som du mener du kan klare at holde dig under i denne uge, og gerne lavere end dit normale forbrug. Noter dit forbrug fra mandag og til og med søndag. Skriv gerne i kommentar-feltet.

En ekstra note om de store sten og de små sten

I virkeligheden burde jeg nok gennemgå min økonomi for de større sten i glasset, som fx den bil jeg har stående som jeg ikke bruger, men jeg vil så gerne beholde den lidt endnu (måske bruger jeg den igen til sommer) … og jeg cykler frem for at betale benzin eller togbillet. TV-kanaler har jeg allerede forsøgt at leve uden. Det gik fint – men børnene var uenige. Forsikringer tror jeg ikke så meget på. A-kasse vil jeg ikke af med, men fagforening kunne jeg nok undvære – jeg har den pt kun for hyggens og netværkets skyld. Mobilabonnement er et af de billigste og ditto internet. MEN – de store sten skal nok kigges igennem ved anden lejlighed. For nu nøjes jeg med et mini-forbrugs-tjek af hverdagens fest.

About lenka (35 Articles)
I virkeligheden Lenka & Lenka, men da vi deler krop og overego, fremstår vi ofte som blot: Lenka. Tester udfordring.dk med egne udfordringer de kommende uger.

3 Comments on Økonomi-udfordring: loft på forbrugsfest

  1. OK, prøver også at holde mig under 500 kr, ikke videre ambitiøst, men mit køleskab er tomt. Til gengæld har jeg nogle tomme flasker…

  2. Det er nok noget vi finder ud af i denne uge :-), men normalt har jeg et budget på 125 kr om dagen. En stor udgiftspost er transport, det må jeg nok kigge på i denne uge, har dog foreløbig to københavnsture på programmet, der røg der allerede ca. 120 kr.

1 Trackbacks & Pingbacks

  1. Kim Bach . Org » Blog Archive » #uge2014_07 Økonomi-#udfordring for @kim_bach: Jeg tabte, brugte en daler for meget, men…

Leave a comment

Your email address will not be published.


*


%d bloggers like this: