Tweet

Mandag morgen på arbejdet startede i gnaven tilstand. Når man er i gnaven tilstand er det svært at give oprigtige komplimenter. Dagen blev dog bedre og jeg gik fortalt min chef at han styrede det der projekt med hård hånd. Mest som en modsætning til hvad jeg gør lige nu. Men det var nu oprigtigt ment – jeg er imponeret over hans fortsatte navigeren i kaos og brokkerøv med kaffe-abstinenser.

Da dagen var halvt omme og jeg var på vej hjem, panikkede jeg over ikke at være kommet med flere komplimenter – det måtte jeg kunne gøre bedre! Flere gange var jeg lige ved … men det kom ligesom ikke ud.

“Pæn skjorte” tænkte jeg i forbifarten ved kaffeautoten (jeg skulle bare have vand til te – stadig ingen kaffe siden sidste uge!), men jeg var på vej ud og han snakkede med en anden. I kassekøen i netto stod en slank kvinde og så forbløffende godt ud i sin flyverdragt. Jeg stod lidt længere bag i kassekøen og hun var ved at pakke og betale. Det var for langt væk. Jeg nøjedes med at tænke.

Tankerne tæller ikke i denne her sammenhæng!

Det er ikke tanken der tæller. Indebrændte komplimenter skaber ingen positive bølger, ikke engang inde i mig selv.

Tirsdagen blev ikke bedre, tvær i mod. Jeg havde en hjemmearbejdsdag, hvilket begrænsede min omgang med mennesker betragteligt. Faktisk så jeg ikke andre end mine børn og en af deres legekammerater den dag. Mine børn giver jeg jævnligt komplimenter og i dag fik legekammeraten en med på vejen – “fin telefon du har der”, kommenterede jeg på hans gammeldags klaptelefon. “Tak”, grinte han, nok en smule tvivlende om hvorvidt jeg var ironisk. “Det er nu min mors”.

Flere gange om aftenen tænke jeg i desperation, at jeg måske kunne smutte ud til busstoppestedet og vente med et bagholdskompliment, så jeg derefter med god samvittighed kunne komme hjem igen med dagens opgave well done. Men så var det jeg kom til at afblege hår og farve det blåt og rødt og det tog sin tid og pludselig var det langt over min egen sengetid.

Var det opvarmningen?

I dag er det onsdag og jeg er atter inde på kontoret. Noget siger mig dog at det blive svært at give komplimenter i dag, da mit hår er nyfarvet knald-blåt og sikkert umuligt at undgå lægge mærke til. Jeg føler mig alt for bevidst om mig selv og føler at hvis jeg giver et kompliment til andres udseende, vil det virke som om jeg fisker efter noget tilbage for min drastiske ændring.

What to do? Fortsættelse følger …