Ingen kaffe i en uge: og hvad så?

En lille opsummering af en uge uden kaffe: det gode, det onde og det virkelig sjove ...

Jeg fortsætter nul kaffe eksperimentet lidt endnu ...

I en uge har jeg været helt uden min opkvikkende livselksir … min lykkedrik … min kaffe. Jeg var ikke helt sikker på, hvor jeg afhængig jeg var som udgangspunkt, kun at det muligvis var for meget med de 5-6-7 kopper dagligt, især når jeg var på arbejde (som undskyldning skal det siges at min kontor ligger lige ved kaffeautomaten).

Jeg forsøgte at få andre med på bølgen, men der var ikke ret mange der var interesserede i at droppe deres flydende opkvikker-stoffer. Så hellere droppe sukker eller hugge højre arm af, tilsyneladende.

Hvordan gik det så i min kaffe-frie uge? Herunder de foreløbige resultater efter en uge.

Det gode

  • Jeg sover mere, da jeg går tidligere i seng (falder omkuld) hver 2. eller 3. dag … det er vel både godt og skidt? Men man siger jo at søvn er godt … og jeg vil egentlig gerne lære at komme i seng i bedre tid og få bedre søvn (men er mere søvn nødvendigvis lig med bedre søvn? Jeg har før eksperimenteret med andre søvnformer, hvor man skulle sove mindre – og mere koncentreret. Måske mere om dette en anden gang).
  • Jeg bilder mig selv ind at jeg bedre kan mærke kroppens signaler for hvornår jeg er for træt og for irriteret … men det er ikke et faktum, men en subjektiv vurdering. Det kan også bare være at kroppen pt reagerer lidt ekstra på kaffeabstinenserne, snarere at jeg bare naturligt er en sur mokke au naturel og det nu endelig kommer frem.

Det dårlige

  • Jeg er meget mere træt.
  • Jeg har korte lunte og bliver lettere irritabel (i fredags troede min kollega at det var cigaretterne at jeg havde droppet … omend jeg sådan set ikke ryger til dagligt).
  • Jeg har lyst til mere sødt og spiser mere chokolade og drikker kakao … har vist taget et kilo eller deromkring på.
  • Fik jeg nævnt at jeg var mere træt?

Og det virkelig sjove …

Det virkelig sjove må jo så være, at på trods af at der indtil videre er langt flere minusser end plusser, så har jeg alligevel valgt at fortsætte denne udfordring lidt endnu. Jeg tror simpelt hen ikke at en uge er nok til at sige noget om effekten på sigt. Lige nu kommer min indre drage frem og spyr ild omkring mig ja, og jeg er ofte så træt som et alderdomshjem og går oftere tidligt i seng. Hvilket vil sige at jeg har langt færre vågne (og effektive!) timer i døgnet end jeg plejer at have.

Men alligevel! Alligevel giver jeg det en chance. Fordi jeg tænker at noget af det måske skyldes en midlertidig afvænningsperiode og fordi noget andet måske skyldes at der er dage, hvor jeg rent faktisk burde få mere søvn end jeg hidtil har gjort, og måske er det sundt at kunne mærke og lytte til kroppens og sindets signaler, frem for blot at bedøve dem med stoffer?

Og rundt om mit hoved flyver små disney-agtige fugle og synger “Lenka er en hippiiiiiie, Lenka er en hippiiieee” mens de griner og peger … ja ja … men så bare for en stund. Jeg kommer ikke til at undvære kaffen for altid, for der er rigtig mange gode ting ved kaffe og jo jeg vil så bedøve hjernens signaler når kroppen er træt, og når der er andet jeg skal bruge min tid på, end at sove! Bare ikke lige nu. Lige nu eksperimenterer jeg lidt mere.

About lenka (35 Articles)
I virkeligheden Lenka & Lenka, men da vi deler krop og overego, fremstår vi ofte som blot: Lenka. Tester udfordring.dk med egne udfordringer de kommende uger.

2 Comments on Ingen kaffe i en uge: og hvad så?

  1. Tillykke! Godt klaret!

    Selv dumpede jeg udfordringen allerede onsdag, fordi jeg tog fejl af tekanden og kaffekanden, og synes ikke kaffen skulle smides ud, så jeg hældte den i mig.

    Pinligt da jeg slet ikke drikker kaffe til dagligt.

    Men som tidligere sagt så er det største problem for mig, at jeg har købt dyr kaffe i kiosker og caféer, så jeg har sparet en del i købet af ugen, da al den kaffe jeg har drukket var gratis. Og det eksperiment vil jeg også fortsætte.

    • Hehe, det er jo lidt sjovt at dumpe udfordringen når det knap var nogen udfordring for dig 🙂
      Men god plan at fortsætte med i hvert fald at droppe den dyre kaffe. Jeg må se hvor længe jeg fortsætter helt uden.

Skriv et svar til lenka Annuller svar

Your email address will not be published.


*


%d bloggers like this: