Karma-udfordring 1: Giv komplimenter

Ugens udfordring i karma-kategorien handler om at give komplimenter og om at kunne modtage dem med stil. Et oprigtigt kompliment skaber glæde både hos modtager og hos giver.

compliment reindeer Disse har lyttet godt efter ugens udfordring ...

Næste uges (uge 5) udfordring er i karma-kategorien og handler om at give oprigtige komplimenter til andre. Mindst et kompliment til en anden person om dagen, og det helst ansigt til ansigt, men i mangel af bedre dur et online kompliment også, men helst ikke som et kompliment ud af mange i en statuskommentar. Næh, giv et oprigtigt og uventet kompliment for noget særligt du bider mærke i, vær unik og gerne specifik.

Et facebook-like er lige fesent nok, omend man jo ikke skal undervurdere effekten af de små ting. Og mange bække små … det minder mig om et radioprogram, jeg hørte for nyligt, hvor nogen havde opfundet en “national” like-dag Alt skulle likes og helst med kommentaren: “fedt!”.

Det er ikke den slags ukritiske spredehagls-komplimenter vi er ude i her. Det er oprigtige komplimenter, hvor du rent faktisk mener at noget virkelig er fedt, at nogen har gjort et godt stykke arbejde eller har et dejligt smil eller en pæn farve læbestift (også selvom at det er lidt uheldigt at den sidder på kinden og han er på vej hjem til sine kone), you name it.

Hvorfor

Et kompliment kan faktisk ikke alene glæde modtageren, men også giveren selv. Personligt bliver jeg glad når en anden bliver glad pga. noget jeg har sagt eller gjort. Det skaber en mere positiv atmosfære. God karma. Win-win.

Udover at skabe glæde kan komplimenter have disse positive effekter:

  • en god ice breaker når du skal lære nye mennesker at kende
  • forbedre de nuværende forhold du har med andre mennesker
  • give dig bedre selvværd – det kræver noget af en selv at give oprigtige komplimenter

Der er hver dag masser af muligheder for at give et oprigtigt kompliment, det gælder om at vænne sig til at SE folk mere. Lægge mærke til detaljerne. Og dernæst at turde sige det højt – eller få kommunikeret ud på anden vis. Alt for mange nøjes med at tænke deres uden at sætte ord på. Måske fordi man tager tingene for givet, eller måske man tænker at modtageren da vel nok godt ved at hendes bluse er pæn, han er en god taler eller at blåt klæder hende. Måske føles det bare akavet og fedterøvsagtigt at give komplimenter. Men vi burde være meget bedre til det. Det føles dejligt.

Om at modtage et kompliment

Jeg synes jo egentlig at jeg er relativ god til at give andre komplimenter (det kompliment vil jeg gerne give mig selv), men det er altid godt at få opfrisket opmærksomheden omkring det. Jeg tror at det er en god vane, der gerne skal holdes ved lige.

Der er også vigtigt at kunne modtage et kompliment ordentligt, og den del kan jeg nogle gange halte på. At kunne sige tak, uden nødvendigvis at have trang til at give tilbage med det samme af samme mønt Fx “dit hår er pænt i dag”, “Tak, det er dit også” mister pludselig sin spontane oprigtighed, når det blot er et ekko. Et kompliment er ikke en byttehandel, det bliver ikke givet for at få noget tilbage. Medmindre man virkelig mener det samme tilbage – så slyng det da ud!

Et kompliment skal heller ikke modtages ved beskedent at nedgøre sig selv ved at sige at den pæne bluse blot er noget gammelt ragelse eller købt på loppemarkedet til en 20’er eller den tale man har holdt kunne have været meget bedre. Endnu en ting jeg skal blive bedre til at lade være med. Blot et “tak” og et smil.

Sæt-i-gang

Så udfordringen i uge 5 er: giv mindst et kompliment om dagen til en anden. Sig “tak” når du modtager et kompliment uden at føle at det skal spejles og uden at afvise det beskedent.

Jeg håber at andre også vil blive inspirerede og hoppe med på vognen. Skriv endelig i kommentarfeltet.

About lenka (35 Articles)
I virkeligheden Lenka & Lenka, men da vi deler krop og overego, fremstår vi ofte som blot: Lenka. Tester udfordring.dk med egne udfordringer de kommende uger.

2 Comments on Karma-udfordring 1: Giv komplimenter

  1. Afhængig af dagsformen, synes jeg godt jeg kan finde ud af at give komplimenter.

    Legede lidt med en lignende idé for noget tid siden under den forudsigelige titel “iRLike”.

    “iRLike [ir-like] – taking the facebook iLike metaphor IRL” http://www.kimbach.org/2010/07/18/irlike-ir-like-taking-the-facebook-ilike-metaphor-irl/

    Du har helt klart, og som forventet, tænkt en del mere over det.

    Tager også denne udfordring op!

    • Tak – og super at du er med 🙂
      Planen på sigt her på siden, er at man skal kunne tilmelde sig udfordringerne officielt og kunne opdatere løbende også på en eller anden måde – ligesom jeg selv gør i loggen pt.
      Men man må jo starte et sted og en selv er vel et godt udgangspunkt.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*


%d bloggers like this: